Af Hans Schougaard
Jeg tror, at vi jægere og naturelskere alle bærer på en drøm om at opleve forskellige landes vilde natur og måske få chancen for at nedlægge et særligt stykke vildt. Gennem årene har jeg haft mange uforglemmelige jagtoplevelser – bukke, hjorte og vildsvin i Polen, gemser i Alperne og bøffeljagt i både Sydafrika og Zambezi. Jeg fik endda min brunbjørn i Rusland – før verden ændrede sig i 2022.
Men én drøm har stået tilbage: At skyde en stor, flot elgtyr.
Siden 2002 har jeg hvert år jaget elg i det nordlige Sverige. Det er faktisk lykkedes mig at nedlægge elg cirka hvert andet år, heriblandt to 6-takkede tyre. Men den helt store tyr har jeg endnu ikke mødt – og håbet lever stadig.
Mødet med Hunt and Hike
En god ven af mig, Jens Pedersen fra Østjysk Våbenhandel, inviterer jævnligt til arrangementer – og jeg deltager naturligvis trofast. På rejsearrangementet i marts 2023 blev min opmærksomhed fanget af to rødhårede, energiske kvinder, Trine og Rikke, som repræsenterede rejsebureauet Hunt and Hike. De fortalte passioneret om deres elgjagt i Canada – i den ægte, rå vildmark.
Jeg var ikke længe om at beslutte mig: Det her var chancen for at opfylde min drøm.
Turen til Canada var så populær, at jeg først kunne få en plads til september 2024. Men det gjorde ikke noget – det gav mig noget at se frem til.
Grundig forberedelse og fælles værdier
På trods af Trine og Rikkes travle kalender fik vi hurtigt arrangeret et møde hjemme hos mig. De gennemgik hele rejsen med mig i detaljer – fra visum og forsikringer til transport, overnatning og jagtformer. Jeg blev virkelig imponeret over deres tilgang til naturen og jagten.
Det var tydeligt, at vi delte de samme værdier omkring vildtforvaltning, respekt for naturen og brugen af det nedlagte vildt. Intet gik til spilde. Det var lige “min kop te”.
Jeg blev så inspireret, at jeg inviterede dem til at holde foredrag i mit jægerråd – og det gjorde de på fantastisk vis. Med humor, passion og glimt i øjet fortalte de om deres oplevelser og filosofi.
Rejsen til vildmarken
Flyrejsen til Prince George gik fint – jeg har aldrig haft noget imod at rejse langt. Efter en overnatning blev jeg næste formiddag hentet af Trine, som også skulle være min guide under hele jagten.
Køreturen til basecampen tog 6-7 timer, men føltes alt andet end lang. Trine viste sig at være en fremragende fortæller – ikke kun om den kommende jagt, men også med personlige historier og betragtninger, der gjorde turen levende.
Efter en times kørsel så vi den sidste butik og det sidste hus. Fra da af var det slut med internet, civilisation og signaler. Nu var det kun os – og naturen.
Naturens storhed og stilhed
Vi kørte igennem områder, hvor skovbrande to år tidligere havde sat dybe spor. Kilometer efter kilometer med forkullede stammer og afbrændte grene. Det var rystende – men også livsbekræftende at se, hvordan naturen allerede var i gang med at hele sig selv.
Efter det øde, brændte landskab kom pludselig grønne skove og bjerge til syne. Vi passerede floder med stærk strøm og flade enge med udsigt så storslået, at jeg knipsede over 50 billeder bare fra bilen.
På den tur mærkede jeg virkelig, hvor meget Trine og jeg havde til fælles – vores holdninger til natur, jagt og livet i det hele taget. Der opstod hurtigt en ægte fortrolighed. Det var som at rejse med en gammel ven, selvom vi knap nok kendte hinanden endnu.
Basecamp og jagtens rytme
I basecamp blev jeg indlogeret med tre amerikanere. Vi var i alt syv jægere – resten kom fra Canada og USA. Mine hyttefæller skulle jagte i bjergene og drog afsted allerede næste dag. Vi andre tre blev i basecamp-området, og overnattede skiftevis i hytter og telte i vildmarken.
Jagten var fysisk krævende. Vi stod op kl. 4–4.30, spiste kl. 5 og pakkede udstyr og madpakke. Nogle dage sejlede vi på floden, andre dage gik vi på pürsch til fods eller red på heste. Først ved mørkets frembrud vendte vi tilbage – trætte, men fulde af indtryk.
Men elgene udeblev. Vejret var for mildt – brunsten var ikke begyndt endnu.
Trines utrættelige indsats
Trine kæmpede som en gal hele ugen. Hun kaldte, lyttede, spejdede og prøvede nye steder. Vi sejlede ad floden og gik lange strækninger langs bredderne. Vi så spor – endda helt friske – og enkelte dyr: en ung elg, flokke af ænder, en springende ørred. Men ingen tyr.
Én gang hørte vi tydelige skridt i nærheden, og spændingen steg. Jeg var klar. Men dyret kom aldrig frem. Trine vurderede, at det sandsynligvis var en ko.
En anden dag så vi på afstand en tyr sammen med en ko og kalv – men de forsvandt, før vi kunne nå dem. Trods ihærdig søgen fandt vi dem ikke igen.
Trines iver var inspirerende. Hun ville virkelig give mig min drømmeoplevelse – og det gjorde hun, selvom vi aldrig så en stor tyr tæt på.
Det sidste håb: øen
Efter 7-8 dages jagt uden held besluttede Trine og outfitteren, at vi skulle forsøge noget helt andet. De mente, at chancerne kunne være bedre på en ø længere ude i terrænet. Problemet var bare, at brande havde ødelagt stierne, og ingen havde været der siden.
Vi måtte selv skære en ny passage, og tage bådmotor og motorsav med til fods gennem det brændte kaos. Trine bar det meste – motor, sav, mad og riffel. Jeg var dybt imponeret.
Efter timer i nedbrudt skov måtte vi erkende, at det var umuligt at nå frem før mørket. Det var første gang, vi blev stille. Trine var skuffet – og jeg mærkede, hvor meget det også betød for hende, at jeg skulle lykkes.
Sidste lys, sidste chance
På turens sidste aften sejlede vi igen ud på floden. Og der – i det svindende lys – så vi en elgtyr 2–300 meter fremme. Jeg gjorde mig klar.
Men tyren var for lille. Det blev ikke denne gang.
Trine var mere ked af det end jeg. Det kunne ses i hendes blik og mærkes i hendes stemme. Men for mig havde det været en rejse, jeg aldrig vil glemme. Omgivelserne kan ikke beskrives med ord, og Trines personlighed og utrættelige arbejde gjorde det til mit livs jagteventyr.
En ven for livet
Endnu en gang blev det slået fast for mig: Jagt handler ikke kun om udbytte. Det handler om oplevelsen, om naturen – og om de mennesker, man deler det med.
Min livsjagt gav ikke udbytte, men jeg fik en ven for livet.
Én ting ved jeg: Jeg prøver igen år med Trine ved min side.
