HUNT & HIKE

Om os

Om os – Rikke & Trine Wagner Jacobsen

Grundlæggere af Hunt & Hike

Vi er Rikke og Trine Wagner Jacobsen – tvillinger, jægere, guider og søstre med en fælles passion for jagt, friluftsliv og eventyr. Sammen har vi skabt Hunt & Hike, et rejsebureau, hvor jagt, natur og nærvær går hånd i hånd.

Vores rejse begyndte ikke med en tilfældig interesse, men i en skytteslægt, hvor jagt og natur altid har været en integreret del af hverdagen. Vores far, onkler og især vores morfar var vores første mentorer. De lærte os, at jagt ikke blot handler om teknik, men om respekt for vildtet, indsigt i naturens rytme og en forståelse for jagtens rolle i forvaltningen.

Fra barndommen blev vi oplært i jagtens grundlæggende færdigheder – fra at læse terrænet og følge dyrespor, til at håndtere et nedlagt dyr med værdighed. Disse erfaringer har vi taget med os videre, hver på vores måde.

Rikke er uddannet veterinærsygeplejerske og bringer en solid viden om dyrevelfærd og anatomi med sig. Trine er fysioterapeut og har en særlig forståelse for bevægelse, udholdenhed og kroppens samspil med naturen. Det er kompetencer, vi begge trækker på, når vi er ude i felten – og som gør vores tilgang til jagt helhedsorienteret og ansvarlig.

I starten af 20’erne valgte vi at gå egne veje for at udforske jagtens mange facetter. Rikke drog til Grønland og Nordskandinavien som slædehundefører og jagtassistent. Trine blev vandreguide i Nordnorge, gennemførte en periode i militæret og arbejdede i den sydafrikanske bush med at træne ugler – præcis som vores morfar gjorde.

Disse oplevelser blev fundamentet for det næste store skridt: at skabe Hunt & Hike – et sted, hvor vi kombinerer vores erfaring, passion og faglighed i unikke jagtrejser.

Starten på Hunt & Hike

I 2021 blev vi uddannede jagtguider i British Columbia, Canada – en drøm vi havde haft siden barndommen, og som vi voksede op med historier om ved middagsbordet. Vores far levede selv drømmen ud i sine unge år som jagtguide i samme område. For os blev turen i 2021 startskuddet på Hunt & Hike – og begyndelsen på et liv, hvor jagten blev vores levevej.

Siden har vi opbygget et rejsebureau med medlemskab i Rejsegarantifonden, udvidet vores rejsemål til Sverige og Sydafrika, og i 2025 blev vi certificerede Deerstalkere i Skotland – en milepæl, der forhåbentlig bliver vores fjerde og sidste faste destination.

Vi er ikke blot arrangører – vi deltager selv som guider og lever det liv, vi tilbyder vores gæster. Hver rejse bærer vores personlige præg, fordi vi tror på autenticitet og nærvær.

Vores filosofi – jagt med mening

Hos Hunt & Hike handler jagt ikke om størst eller flest – men om fordybelse, respekt og det ægte eventyr. Vi ønsker at formidle jagt på en ny måde, væk fra klassisk trofæjagt og tættere på naturen, håndværket og det ansvar, jagt indebærer.

Vi arrangerer rejser, hvor kvalitet, etik og oplevelse er i centrum. Vi jager kun i områder, vi selv har besøgt, og som vi kan stå 100 % inde for – både i forhold til forvaltning, dyrevelfærd og naturkvalitet.

Vi samarbejder med lokale forvaltere og lodsejere, som deler vores værdier og respekt for både traditioner og vildtet. Det er afgørende for os, at vi jager på naturens præmisser – og altid med omtanke.

Vores destinationer er få og nøje udvalgte. Det sikrer, at vi selv kan være med hele vejen – fra første samtale til du står i vildmarken og oplever jagten på nærmeste hold. Og videre, når du vender hjem med et minde for livet.

Vi tror på det personlige, det vilde og det ægte. Og vi glæder os til at tage dig med ud.

Vores blog

Her deler vi små fortællinger fra vores hverdag, tanker om jagt, formidling af håndværket og det, vi brænder for. Det er vores måde at invitere dig med bag kulissen. Har du lyst til at læse med, er du mere end velkommen.