EN GAMMEL KENDING - Trine fortæller…

(Denne blog findes også som artikel i juni udgaven af magasinet TROFÆ)

En forårsdag klingede der en besked ind på min whatsapp. Jeg vidste med det samme, at det måtte være en af mine kære venner ‘overseas’, og ganske rigtigt så kunne jeg læse at Kyle havde sendt mig en besked. Kyle var min allerførste jagtklient, og jeg husker tydeligt, første gang jeg gav ham hånden i basecamp. Han var kommet hele vejen fra Seattle i selskab med sin gamle far. De tog sammen af sted hvert andet år på storvildtjagt, og elgen havde de forsøgt sig på fem gange hos andre oufittere men det havde aldrig lykkedes dem. Presset var stort, og jeg var nervøs, for pludselig havde jeg ikke kun ansvaret for mig selv, men også en kunde, som fulgte trofast efter mig. Der skulle gå hele ni dage, før en elgtyr faldt for et solidt bladskud. Kyle er ikke bare en gammel kending for på de ti dage jagten stod på nåede vi at dele livshistorier, grin og glædesgråd. Ja, sågar fik vi lov til at se hinanden som Gud har skabt os, da elgtyren faldt på den anden side af floden. Jeg måtte over den iskolde flod i september måned for at brække den, så intet kød gik til spilde. En 58” bull moose lå fredeligt der, og han var min allerførste oplevelse som jagtguide i den canadiske vildmark. Jeg var solgt, og havde endelig fundet min hylde i livet.  
 
Tilbage til beskeden fra Kyle i min indbakke. Han skrev at han havde bestilt endnu en tur på trofæ moose, og ville høre om der var en mulighed for at jeg kunne guide ham igen. “I’m sure it’s a long shot that you’ll be able to guide it but I’d love nothing more than to kill another big bull with you. Our last trip was one of the greatest hunting experiences of my life and getting to share it with you was so amazing”. Hertil kunne jeg kun svare at jeg allerede havde planlagt endnu en sæson som jagtguide i Canada, og det vil glæde hele mit hjerte at ledsage ham på endnu et VILDT eventyr.  

Kyles og Trines allerførste moose, skudt i 2021

DET SKAL VÆRE ENDNU VILDERE… 

Vi havde allerede sat standarden for den sidste elgtyr, vi sammen havde nedlagt, og troede at intet kunne overgå denne oplevelse. Her kunne vi blot tro om igen, for det skulle vise sig at denne blev af en helt anden kaliber. Brunsten var endnu ikke på sit højeste, og de første par dage af jagten havde vi kun held med at kalde de mindre elgtyre ind. Kyle var ikke kun på jagt efter de største skovle i skoven, men på jagt efter kødet og oplevelsen. Jeg har den største respekt for de fleste amerikanske/canadiske jægere, da de ofte tropper op med fuld begejstring og ti store kølebokse. På den måde kan de fragte al det smagfulde kød hjem til resten af familien. Elgen som Kyle og jeg nedlagde for to år siden, havde ham og hans familie nydt lige siden, og nu var fryseren ved at være tom igen. En tur som denne koster rigtig mange penge, men for Kyle giver det mening at kunne brødføde familien samtidig med at kunne kombinere det med et uforglemmeligt eventyr. På tredjedagen kalder jeg en fornuftig elgtyr ind, og Kyle står allerede klar med fingeren på aftrækkeren. Der er ikke meget, der slår oplevelsen af en brunstig elg som kommer nærmere, og nærmere. Et dyr som snildt kan veje op til 800 kilo, som langsomt kommer gryntende, og svajer dens store skovle fra side til side. Jeg kunne se Kyle trække vejret hurtigere og hurtigere mens han stadig holdte fingeren på aftrækkeren. Tyren var ikke over 35”, og jeg sagde derfor til Kyle, at han ikke skulle skyde. Vi har mange dage endnu, og der findes større og ældre elgtyre derude, velvidende at dette kunne være den eneste chance vi ville få på de ti dage.  

PÅ HESTERYG  

Som guide skal du være god til at læse din klient for en ti dages tur som denne, kommer man til at blive udsat for situationer som både kan være grænseoverskridende og fysisk hårde. Jeg havde læst Kyle for længe siden, og vidste at han var mand for et hårdt eventyr. Jeg spurgte ham, om han havde lyst til at prøve kræfter med moosejagt i bjergene, og forlade basecamp for alvor. Som guide og jæger forpligter du dig et hundrede procent til ét bestemt område hvis jagten foregår i Backcountry. Her skal der forventes at bruge hele to dage til at pakke ind og pakke ud igen, da hele rejsen foregår på hesteryg. Valget er svært, men belønningen er stor da du kommer ud i et område hvor få mennesker har sat fødder før.  

Kyle var klar på at erobre det vilde Canada, og ikke længe efter havde jeg smidt den sidste ‘packboks’ på hestene så vi kunne endelig komme afsted. Jeg havde sammen med min chef besluttet mig for området kaldet ‘Dead Bear', og de første 10 km var frygtelige. Jeg havde været i området for to år siden for at skære trails til at vi kunne få en hel streng af heste gennem vildnisset, det kunne man hverken se eller mærke. Det lignede ikke sig selv, og de piletræer som gik til stigbøjlerne dengang, var vokset sig dobbelt så store. Så forestil dig at blive pisket i hovedet af stive grene siddende på en vild hest, samtidig med at holde grimen på tre andre vilde heste som bare vil trække den anden vej. Det var lange ti kilometer… men pludselig åbnede landskabet sig op, og vi red imellem to bjergkæder. Jeg glemte hurtigt at kinderne sved, og min hånd dunkede efter at have holdt så godt fast omkring rebet. Der er smukt, og med Kyle trofast ridende bag mig begyndte jeg at kalde svagt. Vi red op den ene bjergkæde for at spotte modsatte bjergside i håbet om at kunne få øje på en lovende trofæ moose.  

Vi havde knap nok tøjret hestene, og åbnet madpakken før vi spotter en elgtyr med tre køer ved hans side. Lyset i min spotter var forfærdelig, og jeg kunne kun lige tegne hans lange ‘brow tines’. Dette var også svar nok til hurtigt at lægge en plan for hvordan vi skulle ‘stalke’ os ind på ham på bedst mulig måde. Terrænet var meget åben, og den eneste mulighed var at snige sig op langs trægrænsen og undgå at støje for meget. Jeg fik smidt Kyle op på hans hest igen, og tog grimen så han bare skulle følge efter mig og min hest Buddy.  

SPOT AND STALK  

Vi kom ned igen ved foden og bjerget og tøjlede hestene til træerne. Det skulle gå ret hurtigt, for vi havde ikke meget tid tilbage at jage i, inden det blev mørkt. Jeg satte tempoet hurtigt op af bjerget, og jeg kunne høre at Kyle kæmpede bag mig. Piletræerne hjemsøgte os endnu engang, for ikke nok med at vi skulle opad, så måtte vi igennem buske, der snoede sig på tværs af vores støvler hver gang vi tog et skridt. Vi skulle op på højde med elgtyren uanene om at den stadig stod med sine tre køer flere hundrede meter væk. Vi kunne tillade os at larme lidt, for vi var stadig et stykke derfra. Vinden vendte sig pludselig, og jeg stoppede med et sæt, for den skulle ikke få færten af os nu hvor vi var kommet så langt. Jeg kaldte ikke en eneste gang for han stod allerede med tre køer og vil højst sansynligt ikke reagere. Tværtimod ville køerne nok blive nysgerrige, og kunne potentielt ødelægge vores chancer eller gøre vilkårene endnu sværere. Pludselig hørte jeg en rumlen, og troede bare det var Kyles mave endnu engang. Jeg vendte mig om for at se om Kyle stadig var okay, og klar hvis der skulle opstå en situation. Den rumlen vi lige havde hørt var ikke Kyles mave… Det var et grynt fra en elgtyr lige i nærheden.  

MED RIFLEN SOM LOKKEKALD  

Jeg gik langsomt ned i knæ, og kunne se at Kyle fulgte efter i øjenkrogen. Jeg tog langsomt riflen af min skulder, og kørte den med lette strøg hen ad pilebusken. Elgtyren reagerede med dybe grynt på mine skovle-lignende lyde. Vi kunne endnu ikke se hvad han var for én, og efter mine beregninger så havde han gået langt, hvis det skulle være samme elgtyr som vi havde spottet på modsatte bjerg. Jeg skulle være helt sikker på, at det ikke bare var en mindre satellit-tyr, som flagrede rundt i samme område. Jeg hviskede til Kyle, at han skulle gøre sig klar, men han skulle ikke skyde, før jeg gav signal.  

Elgtyren var kommet nærmere og stod femten meter fra os. Jeg havde stadig ikke set skyggen af ham, kun hørt hans massive skovle skrave mod buskadset og de mange dybe grynt. Det eneste som skildte mig, en ivrig jæger og den enorme brunstige elg var nogle tætte grantræer. Jeg gav svar med at rasle mit skæfte op af pilene endnu engang. Det var dråben, og lyden fik tyren til at bekende kulør. Jeg så kun lige hans enorme ‘palms’, og vidste instinktivt, at det var ham, vi havde set tidligere i dag. Jeg gav Kyle et signal, og et mikrosekund efter faldt skuddet. Smældet fik alt til at gå i slow motion, og lyden af et lungeskud ramte mine øre. Elgtyren havde fortsat lidt ned af bjerget, og vi måtte følge efter. Ikke længe efter faldt andet skud, og dette satte et punktum på, hvem jeg ville kalde bjergets konge.  

Der lå han foldet sammen bag en væltet træstamme. Helt fredeligt i den værst tænkelige position for at brække ham ordentligt. Kyle trak vejret, som om han havde holdt på det alt for længe. Jeg kunne se tilfredsstillelsen i hans smil, og på det tidspunkt havde vi begge nok ikke forstået hvad der helt var sket. Alle oddsene var imod os da vi startede, men jagten kunne ikke have formet sig på bedre vis. Jeg fik det længste kram, og vi kunne nu skrive en bjergjagt ned i vores fælles jagt memoir. Vi tog en slurk af lommelærken med iskold whisky. Vi havde gemt de gyldne dråber til den dag Kyle vil nedlægge hans moose, og aldrig har whisky smagt så himmelsk.  

HER STARTER DET HÅRDE ARBEJDE  

Jeg fik brækket elgen hurtigt for at vi kunne komme ned til hestene mens vi stadig kunne navigere nogenlunde i det sidste dagslys. Da vi nåede til foden af bjerget, var det blevet helt mørkt. Vi fik hentet hestene, og satte camp op nær floden, som delte de to bjergkæder. Efter en omgang ‘mountain house’ og en müslibar lagde vi hovedet på puden. Jeg skulle være veludhvilet til imorgen, for først her starter det hårde arbejde. Det tager godt og vel en dag at få pakket en elg ud af backcountry. Denne elgtyr faldt midt på bjerget, så der skulle skæres en del træer med motorsav for at få seks heste ind. Det kan virke helt uoverskueligt, men udfordringen er hundrede procent det som driver mig, og derfor jeg hvert år vender tilbage for at guide jagt klienter. Vi fik forlagt den store herre, og bragt både kød og trofæ godt hjem til basecamp.   
 
Skovlene var lige så høje som de var brede. Han gik fra at færdes på bjerget, til at fylde i fryseren. Tilbage er der bare at sige af hjertet tak for eventyret.